I Svendborg Gymnastikforening værner vi om de fysiske fællesskaber og det frirum, som foreningslivet skal være. Skærmpolitikken er en forlængelse af SG’s børne- og ungesyn og tager udgangspunkt i det, vi ønsker, at børn og unge møder i deres fritid: nærvær, fællesskab, bevægelsesglæde og tryghed
Skærme kan være nyttige, men de kan også stå i vejen for det, der er kernen i foreningslivet: samtale, øjenkontakt og fælles oplevelser.
Derfor følger SG DGI og DIF’s anbefalinger om at begrænse brugen af mobiltelefoner i både træning og foreningsaktiviteter.
Vi opfordrer både børn, unge, forældre og trænere til at bakke op om skærmpolitikken, så vi sammen skaber en kultur, hvor det fysiske fællesskab er i centrum
SG’s børne- og ungesyn tager udgangspunkt i 4 principper, der er tværgående afstemt og som skal sikre en fælles forståelse og retning for kulturen på foreningens børne- og ungdomshold.
Vores slogan er:
I SG vil vi være fri til en highfive. Det betyder, at vi prioriterer nærvær, fællesskab og bevægelsesglæde, når vi er sammen i foreningen.
Vores skærmpolitik går hånd i hånd med SG’s børne- og ungesyn. Læs mere om vores værdier her:
Når man er til træning, bliver mobiltelefonen i tasken. Ved akut behov for at ringe aftales det med instruktøren. Hvis mobilen undtagelsesvist skal bruges til et idrætsmæssigt formål, sker det efter aftale.
Instruktører bruger kun mobiltelefonen, hvis det har et klart idrætsmæssigt formål – fx musikstyring, afkrydsning eller feedback.
Vi opfordrer forældre, gæster eller tilskuere i hallen, på balkonerne og i foyeren til at følge de samme retningslinjer som børnene og lægge mobilen i tasken.
Omklædningsrummene i SG Huset er skærmfri zoner for både udøvere og instruktører.
